BETRAGTNINGERNE ER OPSTÅET PÅ BAGGRUND AF SPØRGSMÅL
FRA LÆSERE AF MINE FIRE BØGER


“Hva’ mener du egentlig, når du skriver om tolerance?”, lød en opfordring fra en af mine læsere. Det blev jeg nødt til at uddybe gennem nogle skriftlige betragtninger. Andre læsere har også haft behov for en uddybning af emner fra mine fire bøger.

Send en e-mail til skriv@hansgarde.dk, hvis du ønsker alle 20 betragtninger, så sender jeg dem gerne til dig omkostningsfrit som pdf-fil.

Betragtninger

OVERSIGT

BETRAGTNINGER


20 betragtninger om:


Tolerance
Lidelse og modgang
Den uendelige rejse
Biologisk familie
Himmel og helvede
Når troen bliver en begrænsning
Ensomhed
Tilgivelse
Bekymring
Skelneevne
Din vej
Overgangen
Valg
Personligheden og sjælen
At være vidne til lidelse
Afmagt
At hjælpe
Ydmyghed
Korsfæstelse
Frihed

TOLERANCE

BETRAGTNINGER


Tolerance


Tolerance er et centralt og gennemgående tema i den filosofi, som er vokset frem i mig igennem de sidste 30 år. Det er selve omdrejningspunktet. Den tolerance, jeg taler om, er den universelle tolerance, som er tolerance overfor alt levende, uanset hvordan det ytrer sig. For enkelthedens skyld vil jeg blot anvende ordet tolerance, i stedet for hver gang at skrive universel tolerance.

Ud fra samtaler med andre mennesker har jeg erfaret, at begrebet tolerance bliver forstået på flere forskellige måder. Jeg har også erfaret, at det selvfølgelig er meget individuelt, hvad det enkelte menneske lægger i ordet. Vælg det ord du har det bedst med: Tolerance, accept, kærlighed, respekt, ligeværdighed. Valget af ord er underordnet - det er det, som ligger bag ved ordet, som er det betydningsfulde. Jeg har valgt ordet tolerance. Grunden til at jeg har valgt det, er at mine åndelige hjælpere på et tidspunkt gav mig følgende opgave: ”Du kan ikke forstå, du kan tolerere.”

Mange dybe universelle sandheder, som er udtrykt af Buddha, Sokrates, Jesus og mange flere visdomsmestre gennem tiderne, handler dybest set alle sammen om tolerance.

Buddha: ”Kærlighed og medfølelse med alle levende væsener.”
Sokrates: ”Det eneste jeg véd, er at jeg intet véd.”
Jesus: ”Elsk dine fjender. Vend den anden kind til.”

De udtrykker på hver deres måde den samme dybe visdom:

En grænseløs tillid til skaberværket.
En dyb kærlighed til alt og alle.
En opgivelse af det personlige.

Det er denne universelle tolerance, som er det samme som kærlighed, som jeg forsøger at beskrive. At praktisere denne form for tolerance kræver både styrke, indsigt og ydmyghed. At praktisere tolerance overfor alt og alle kan ikke læres i en håndevending. Det kræver hårdt arbejde, og stor tålmodighed, og ikke mindst: Tolerance overfor sig selv.

Sjælen, som er dit egentlige jeg, må ned i det fysiske for at gøre erfaringer om og om igen. Det er en meget lang modningsproces, måske gennem mange tusinde år. Men vær tålmodig, og fortvivl ikke. Der er ingen grund til at skynde sig. Vi har jo evigheden. Det er ofte en god idé at undlade at forcere. Vælg den sikre sti op ad bjerget, og du vil komme sikkert frem. Det er først, når du stort set er mæt af det personlige liv, at det vil lykkes dig at praktisere tolerance overfor alt og alle. Så bliver det let, fordi du ikke behøver at forsvare dig selv. Du er jo mæt af det personlige liv.

Lige meget hvor det enkelte menneske er i sin lange rejse mod større og større fuldkommenhed, er det for det pågældende menneske en god idé i hvert fald at øve sig i at praktisere tolerance, for hvis du undlader at tolerere et medmenneske, dømmer du, men du skader dig selv mere end du skader ham. Et godt billede, som illustrerer dette: Når du dømmer, peger du finger, men de 3 fingre peger tilbage mod dig selv.

Der er intet galt ved ikke at tolerere. Du skader dig selv mest, hvilket giver dig modgang, som igen giver erfaring, så din sjæl kan vokse og langsomt gøre fremskridt i livets skole.

Den erfarne sjæl kender denne sammenhæng, og har derfor meget lettere mulighed for at praktisere tolerance. Visdomsmesteren er ultimativ i sin tolerance, om det så skal koste ham det fysiske liv.

En af de berømte visdomsmestre, Jesus, praktiserede den ultimative tolerance. Dette er det samme som næstekærlighed. Jesus havde, ligesom alle os andre, nogle opgaver han skulle forsøge at leve op til. Hans primære opgave var at prædike næstekærlighed og tolerance. Han praktiserede tolerancen ud i sin yderste konsekvens. Selv sine bødler tolererede og respekterede han. Hans tillid til Skaberværket var ubegrænset. Ved at lade sig korsfæste blev han frelst. Vi bliver også frelst, når vi har lært at praktisere tolerance overfor alt og alle.

Vi er alle Guds børn. Det ene barn er ikke mere elsket end det andet. Hvis et barn er urimeligt, er det udelukkende en sag mellem Faderen og barnet. Dit arbejde er at undlade at dømme, hvilket bare er et andet ord for at tolerere. Hvis du nidkært undlader at dømme, vil du opleve en stadigt stigende fred med dig selv, og begynde at se det smukke i tilværelsen, fordi du mere og mere bliver i stand til at se bag det tilsyneladende. At se bag det tilsyneladende er en erkendelse af, at det virkelige liv ikke er af denne verden, og en erkendelse af, at det er den udødelige sjæl, der er det egentlige menneske.

Buddhismen anvender begrebet medfølelse. Igennem deres indstilling og daglige praksis arbejder de buddhistiske munke på at udvikle en medfølelse overfor alt levende, en medfølelse, der er betingelsesløs, upartisk og universel i sit omfang. Idealet om medfølelse med alt levende formulerer de også helt enkelt: Det drejer sig om at udvikle et oprigtigt varmt hjerte.

Sokrates oplevede friheden ved ikke at vide. ”Det eneste jeg véd, er at jeg intet véd.” Når han stillede spørgsmål til sine elever, lyttede han med åbent sind, uden dom, uden mening. På denne måde gav han sine elever mulighed for at lære sig selv at kende. Han kom ikke med råd, men opmuntrede sine elever til at stole på sig selv. Det gjorde magthaverne utrygge. For mig at se ligger der uanede mængder visdom i Sokrates´ berømte sætning om ikke at vide. Min tolerance bygger også på, at jeg ikke véd. Kun Gud véd

Der er mange måder at beskrive den universelle tolerance på. Her er en anden måde:

Vi er alle på en lang, lang rejse på vej mod større 0g større fuldkommenhed.

Hvad har det med tolerance og næstekærlighed at gøre? Det er en dyb erkendelse af, at vi alle er lige guddommelige, at vi alle er på vej, men ikke har vandret lige længe. Det er sjælen, som er det egentlige menneske, der foretager denne rejse. Her på jorden udtrykker sjælen sig gennem en personlighed og en krop, og samler erfaringer. Dybt i sjælen ligger der et ønske om at vokse i indsigt og visdom, og blive den som vi dybest set er forudbestemt til at blive. Ikke til gavn for personligheden, men til gavn for Helheden.

Hvordan bærer vi os så ad med at vokse i indsigt og visdom? Den sikreste metode er at dumme sig, og at lære af sine fejltagelser. Det kaldes - at tilegne sig erfaringer. Et velegnet sted, sjælen kan samle erfaringer, er i det fysiske liv, på det sted, vi kalder Jorden. Det er simpelthen alle tiders skole.

Det er dyb universel tolerance hele tiden have for øje, at vi alle vokser gennem erfaringer. Vi er alle Guds børn. Vi er alle på vej. Der er ingen der er større eller bedre end andre; heller ikke Jesus. Jesus har blot flere erfaringer end dig og mig, men vær forvisset om, at der er masser af sjæle, som har langt flere erfaringer end Jesus.

Et af de spørgsmål, der ofte er dukket op efter læsning af mine bøger, er følgende:

”Kan det være rigtigt, at man skal praktisere tolerance overfor alt? Også overfor ondskab, og alle de frygtelige uhyrligheder, som mennesker begår mod andre mennesker? Skal man også udvise tolerance overfor det?” Det fordres imidlertid heller ikke. Gør det så godt du kan, og lær af dine erfaringer. Det er kun visdomsmesteren, som praktiserer den totale tolerance overfor alt og alle, selvom det i nogle tilfælde kan betyde død af det fysiske legeme. Sokrates blev tvunget til at drikke skarntydedrik. Jesus blev korsfæstet.

En anden læser har stillet mig et spørgsmål, som er beslægtet med det første spørgsmål: ”Hvordan kan vi opnå en grænseløs tillid til skaberværket, når der findes al den ondskab?”

Hvis du i din fantasi forestillede dig, at du fandt frem til Gud i personlig skikkelse, ville du måske brokke dig over alt ”det onde” du mente, at han havde skabt i alle mulige udtryksformer. Gud ville måske tænke lidt over spørgsmålet, og så sige: ”Jeg kan godt se, at det til tider er svært, men jeg har gjort det så godt jeg kunne.” Vi kan gøre nøjagtigt det samme som Gud. Vi kan gøre det så godt vi kan. Der fordres ikke mere af os. Det gælder for alle mennesker. Om det er en ung sjæl, eller en gammel sjæl, er fuldstændigt underordnet. Det er de samme regler, der gælder for alle. Det de store visdomsmestre har gennemlevet og udlevet, fortæller hvad det er for en fremtid, som venter os. Vi er alle kommende mestre.

Efter min første bog, har jeg erfaret, at en del læsere har fået den opfattelse at tolerance går hånd i hånd med passivitet. At den tolerante er som et siv i vinden, der blæser til hvad side det skal være. Dette er en misforståelse, som det er vigtigt for mig at få rammet en pæl igennem. Tolerance er en måde at forholde sig til verden på. Tolerance er en indre følelse, en grund-indstilling overfor dine omgivelser; hvordan du handler er en helt anden sag. Du kan sagtens være voldsom eller markant overfor et medmenneske, eller standse dit medmenneske i en ugerning, hvis det er det du vælger, og samtidig have en dyb respekt for dette menneske. Det enkelte menneske handler efter bedste overbevisning i den givne situation. Der er ingen modsætning mellem det at have en tolerant grundindstilling, og hvordan du vælger at handle.

Man kan også vælge ikke at handle. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her, jeg vil kun sige, at vær opmærksom på, at ikke-handlen, hvis den finder sted med hensigt og bevidsthed, også er at betragte som en handling.

Når mit budskab med at praktisere tolerance overfor alt og alle er et gennemgående tema i denne betragtning, er det for igen og igen at fortælle, at der ikke er nogen vej udenom, hvis du vil opnå en dyb fred med dig selv. Som nævnt tidligere, skal du imidlertid indstille dig på, at det er noget du kommer til at arbejde med over en længere periode. Det er hårdt arbejde, men det er arbejdet værd.

I hele denne proces er det også meget vigtigt, at du udviser tolerance overfor dig selv. Det er vigtigt at være nænsom og kærlig overfor dig selv. Hvordan skulle man kunne praktisere tolerance overfor sin næste, hvis man ikke praktiserede tolerance overfor sig selv? Ved at være bevidst om, at det også er nødvendigt at kunne tolerere sig selv, har du samtidig også erkendt, at du ikke er perfekt; det kræves nemlig ikke.

LIDELSE OG MODGANG

BETRAGTNINGER


Lidelse og modgang

En læser har spurgt: “Hvad er meningen med al den lidelse og modgang vi oplever her på denne planet?”

På vores lange rejse mod større og større fuldkommenhed skal vi stifte bekendtskab med gevaldigt mange forskellige facetter, som livet kan byde på. Vi skal både blive fortrolige med den mørke og den lyse side. Der er ingen vej udenom. Der er både nat og dag - det er de vilkår vi lever under.

Enhver egenskab, som et menneske er i besiddelse af, kan i princippet forvaltes på to måder. På en lys måde, hvor egenskaben bringer glæde til én selv og til andre, og på en mørk måde, hvor egenskaben bruges til at fremme egne behov på bekostning af andre mennesker. I virkeligheden vil der ofte være tale om en sammenblanding af den lyse og den mørke måde.

Hvor det nu er sagt, vil jeg komme med et fiktivt eksempel på hvordan et lidelses-forløb kan begynde.

Forestil dig en kvinde med et smukt udseende. Alt går fint. Rig familie. Verden ligger for hendes fødder. De fleste vil være misundelige på hendes succesfulde liv. Men allerede her ligger der en masse faldgruber. Hun oplever nydelsen ved at mange mænd forsøger at opvarte hende på den ene eller den anden måde. Hun begynder så småt at nyde den magt hun har overfor mændene, men det kommer så langsomt, at hun ikke selv bemærker det. Efterhånden opdager hendes bejlere, at hun leger med deres følelser, og de forlader hende. En af mændene, som hun måske sætter særligt stor pris på, har styrke og mod til at konfrontere hende med hendes glæde ved magten. Hun troede, at hendes smukke udseende var en gave, men det blev det modsatte, fordi hun forvaltede den på en måde, så hun begyndte at stifte bekendtskab med den mørke side.

Hun begynder at lide. Hun har selv skabt lidelsen. Men alt er såre godt, for nu begynder den egentlige læreproces. Gennem lidelsen har hun nu mulighed for at vokse som et medfølende menneske.

Der sker imidlertid det, at hun til at begynde med vælger offerrollen. Offerrollen er umiddelbart den letteste løsning, men på den måde vil hun synke dybere ned i mørket.

Hvor lang tid hun vil blive i den illusion, at hun er blevet svigtet af sine mandlige venner, er helt op til hende selv. I offerrollen er det altid de andres skyld. Det er ikke bare hendes mandlige tilbedere, der forlader hende, fordi det efterhånden er gået op for dem, at hun har leget med deres følelser. Offerrollen bliver en større og større del af hendes liv, og i sidste ende giver hun måske også Gud skylden for, at han tillader al den lidelse. Det er stadig ikke gået op for hende, at hun selv har været årsag til lidelsen. Hendes smukke udseende, som hun havde fået i vuggegave forvandles langsomt i takt med hendes voksende bitterhed. Hendes ensomhed vokser. Hun bliver mere modtagelig for forskellige sygdomme, fysiske såvel som psykiske.

Hvor lang en periode hendes elendige liv vil vare er svært at sige. 1 år? 10 år? 100 år? 1000 år? Jeg véd det ikke. Når tiden er moden, brydes det fastlåste mønster. Hvem eller hvad afgør hvornår tiden er moden? Det har jeg ikke en fast mening om, men jeg kan komme med nogle forslag. Det kan komme fra hende selv, men vel at mærke fra sjælen, som er det virkelige menneske, eller det kan komme fra hendes åndelige vejledere, som skønner, at hun har lidt nok, og at der er en mulighed for, at hun vil angre sine fejltrin, som jo bare bygger på uvidenhed. Hvordan det fastlåste mønster bliver brudt, skal jeg ikke gøre mig klog på. Det kan simpelthen måske bare være det, at bægeret nu er fuldt - hun er blevet blødgjort, hun er klar til at angre og blive et bedre menneske. Eller det kan være en konkret hændelse eller en oplevelse, som gør, at hun giver slip, og overgiver sig til noget større end hendes personlighed, som indtil nu, har været hendes faste holdepunkt i livet.

Hun begynder at angre. Nu indledes en lang periode, hvor hun skal begynde at lære noget om livets dybere aspekter. En god måde at lære på, er at mærke på sin egen krop, hvad hun har gjort mod andre. Dette hedder også loven om karma. Hvad du sår, skal du høste. Der er ikke tale om en straf, men om en kosmisk lov, som giver hende mulighed for at lære af sine fejltagelser.

Med dette fiktive eksempel, har jeg forsøgt at beskrive, at et smukt udseende, som umiddelbart er en lykke, med uvidenhed og umodenhed, kan forvaltes på en sådan måde, at det bliver starten på et måske længere ophold på den mørke side. Lidelse skaber vi selv, fordi vi endnu ikke er bevidst om de evige kosmiske love. Det nytter ikke at skyde skylden på andre. Vi lærer gennem vores fejltagelser, og vokser langsomt, men sikkert, i både visdom og indsigt.

Hvor lang tid skal der så gå før vi holder op med at skabe lidelse for os selv og andre? Får det da aldrig ende?

Det holder op, når vi er mætte af at hævde os selv i forhold til andre mennesker. Det holder op, når vi ikke mere oplever os selv som bedre end andre mennesker. Det holder op, når al konkurrence er fjernet fra vores sind. Det holder op, når vi ser bag det tilsyneladende, og oplever at livet er smukt og fredfyldt.

Det lyder umiddelbart som noget, der er svært at opnå, men vær bare rolig: Alle de erfaringer, som vi har erhvervet ved hårdt arbejde og gennem megen lidelse, og som ligger lagret i vores sjæl, vil modne os, og efterhånden bevirke, at vi ikke føler den mindste trang til at hævde os selv i forhold til andre mennesker. Vi vil blive fuldt ud klar over, at intet menneske har mere værdi end sin næste. Vi vil efterhånden indse, at alle mennesker er enestående dråber i det store kosmiske hav, og vi vil derfor ikke mere have brug for at bekrige hinanden. Vi vil ikke mere have brug for at forsvare os selv.

Men selvom et menneske har angret, og bevidst arbejder med at lære at mestre sig selv, og lære sine skjulte sider at kende, og lade være med at skabe lidelse for andre, vil der ofte inde i det enkelte menneske ligge en masse smerte fra fortiden, der for eksempel kan give sig udslag i depression eller lignende. Så derfor er det næste spørgsmål: Hvordan frigør vi os fra smerten fra fortiden?

Her er det meget vigtigt at kunne tilgive. At kunne tilgive sine medmennesker, men ikke mindst at kunne tilgive sig selv. Hvorfor er det vigtigt at kunne tilgive sig selv? Fordi du, som alle andre, jo har skullet stifte bekendtskab med den mørke side af tilværelsen, og gennem disse erfaringer kommer du uvægerligt til at skade dine medmennesker, hvad der er en helt naturlig konsekvens, når du gør erfaringer på den sorte bane.

Smerten fra fortiden er både den smerte vi har pådraget andre og den smerte andre har pådraget os. Her er det vigtigt ikke at være flov eller skuffet over, for eksempel at have søgt lykken gennem magt eller egoisme. Det skal vi alle igennem, og en dag bliver vi mætte af at søge lykken på denne måde. Når vi efterhånden er mætte af at søge lykken på denne måde, oplever vi smerten ved at have forvoldt så meget ondt. Men husk, alt er såre godt. Det har været en nødvendig del af din åndelige udvikling, og karmisk set, har den smerte, som du har forvoldt, været lærerig for dine medmennesker.

Hvis vi er flove over, at vi har gjort erfaringer på den mørke side, begår vi den fejl, at vi tror, at vi er bedre end andre, og så vil smerten ikke forsvinde. Min erfaring fortæller mig, at al smerte forsvinder, når vi praktiserer, at vi alle er guds børn. Det ene barn er ikke bedre end det andet. Vi er alle enestående dråber i det store kosmiske hav.

Er det virkelig al lidelse, som er skabt af mennesket selv? Hvad med dyb materiel fattigdom, epidemier, naturkatastrofer, eller krige, igangsat af despoter?

Modgangen kommer selvfølgelig også udefra, for eksempel via de uretfærdigheder, der er i det land, man bor i. Eller via dårlige materielle vilkår. Men hvordan modgangen tackles er helt op til den enkelte.

Den unge sjæl, der ikke har indsamlet så mange erfaringer, vil straks skyde skylden på Gud og hvermand, og begræde sin frygtelige skæbne. I sin fortvivlelse oplever han, at hverken penge, position, familie, venner eller myndigheder er til megen hjælp. I denne tilsyneladende håbløse situation er der en mulighed for, at han opgiver at klare modgangen selv. I denne fortvivlede tilstand, begynder han at ane en ny følelse. Kald det Gud. Kald det din sjæl. Kald det din mester. Det er ligegyldigt hvad du kalder det. Han fornemmer en ny følelse dybt inde i sig selv. Gennem modgang opstår der en mulighed for at opleve tilværelsen på en hel ny måde. Modgangen giver simpelthen mulighed for at vokse som menneske.

Den modne sjæl, der indeholder mange erfaringer, vil tage de udefrakommende udfordringer med sindsro. Han véd, at livet på planeten Jorden er fyldt med modgang. Han véd, at han i modgang har mulighed for at vokse både i indsigt og visdom.

Fælles for alle er, at der dybt i os ligger plantet et gudskim, som har mulighed for at blive vækket til live, når tiden er moden. Dette kan også opleves på den måde, at man får en følelse af, at der trods alt er håb. Har man først haft den oplevelse, er der mulighed for, at man bliver bedre til at håndtere modgang næste gang den opstår.

Et tilsyneladende paradoks er: Ved at give slip, og opleve at ikke alle situationer kan klares på egen hånd, vil der vokse en ny styrke frem. Denne styrke vil opleves som et voksende selvværd, som kommer indefra.

DEN UENDELIGE REJSE

BETRAGTNINGER


Den uendelige rejse

Vi er alle på en lang, lang rejse på vej mod større og større fuldkommenhed.

Det er umiddelbart svært at fatte, at vi alle er fuldkomne dér hvor vi er på vores uendelige rejse. Her kommer tænkeevnen til kort. Har du mod og ydmyghed til at acceptere, at der er noget, der er større end tænkeevnen - også din tænkeevne?

Det ville måske hjælpe hvis vi betragtede en vanddråbes lange vej.

Vanddråben er en lille del af regnen, som falder i bjergene. Sammen med mange andre vanddråber danner den nogle små rislende bække, som efterhånden samles til en større bæk. Der kommer mere vand til, og bækken bliver efterhånden til en rivende elv på dens vej ned af bjerget. Bjerget byder også på vandfald. Ved foden af bjerget falder elven efterhånden til ro. Floden bliver bredere og bredere, flyder over i et delta, for til sidst at forene sig med havet. Solen varmer havet op. Vandet fordamper. Vinden bærer den fugtige luft ind over land. Det regner måske i nogle andre bjerge.

Er vanddråben mere fuldkommen som regn, som vandfald, som flod, som hav, som vanddamp? Vanddråben er fuldkommen, ligegyldigt hvordan den ytrer sig.

Det samme med mennesket. Mennesket er fuldkomment, ligegyldigt hvordan det ytrer sig. Om mennesket manifesterer sig som kriger, munk, skøge, narkoman, frelser, er ligegyldigt. Alle livsytringer gemmer det fuldkomne i sig.

Det er sandsynligvis ikke svært at rumme, at frelseren er fuldkommen der hvor han er, men måske er det svært at rumme, at også narkomanen er fuldkommen der hvor han er. Metaforen med vanddråben er at give en fornemmelse af, at vi alle sammen er på vej.

Når vi prøver at forstå åndens rige ved hjælp af fornuften kommer vi altid til kort. Vi står overfor et paradoks. Åndens rige kan vi først tage til os, når vi opgiver forestillingen om, at vi ad logikkens vej kan blive oplyste.

 

Hans Garde | Teglgårdsvej 409, 1.tv. | DK-3050 Humlebæk | 29 91 08 99
Se også UNIVERSETS VISDOM

Send mail

 

Velkommen] [Bøgerne] [Betragtninger] [Kontakt]